Porto: Turistguide til Portugals næststørste by

Højt oppe over bjergtoppene og klamrende sig til klippesiden har Portos besnærende broer, bygninger og lanterner vogtet over Douro-floden i flere århundreder. De meget stolte indbyggere i denne handelsby har lagt sved og blod i handel og vin. Portugals nordlige hovedstads traditioner adskiller sig i betydelig grad fra traditionerne i Lissabon mod syd. Portos indbyggere, som ofte kaldes for Tripeiros (kallunspisere) ønsker det ikke anderledes. Det bedste ved Lissabon - efter deres mening - er vejskiltet, som markerer vejen til Porto.

Porto er en by, som står for arbejde såvel som fornøjelser. I de smalle stræder og brede avenuer ligger diskoteker og restauranter side ved side med katedraler, kirker og museer. Der findes masser af caféer spredt rundt omkring i byen, hvor man kan slappe af, efter at have vandret i Portos mange bjerge. På tagene ligger der røde teglsten, og facaderne er ofte dækket med blå og hvide fliser. Porto er meget kompakt, og man kan nemt komme omkring til fods, hvis man da ikke har noget imod at skulle bruge lidt kræfter på at gå op og ned af de stejle gader.

De sidste årtier er der sat nyt liv i byen med restaurering af bygninger, gader og torve. Der var engang, hvor byen havde ry for at være noget nedslidt. De lokale var sådan set ligeglade. De forklarede det med, at de simpelthen havde for travlt til at tage sig af det. Men sådan er det ikke mere (altså nedslidt - de er stadig lige arbejdsomme). Porto er en blanding af tidligere tiders charme (en kliché, men åh, så sandt) med en lille smule nyt. Lige fra det moderne Casa da Música til den historiske Sé katedral går tiden videre i Portos gader.

Lige på den anden side af floden ligger byen Vila Nova de Gaia, portvinens hjem, og i det vestlige Porto finder man Foz. Foz ligger ved Douro-flodens udløb. Det er et skønt sted at få tiden til at gå på en hyggelig café eller tage en bid mad på en af restauranterne langs stranden efter en tur langs kysten.

Man kan ikke undgå at blive ramt i hjertet af Portos særegne karakter og hyggelige atmosfære. Men man har måske slet ikke styrke til at løsrive sig (eller lyst), afhængigt af hvor mange glas portvin man har indtaget.